At læse The Deficit Myth af Stephanie Kelton (del 1)
En præsentation af indholdet i Stephanie Keltons bog The Deficit Myth, der formidler Modern Monetary Theory til den almene, samfundsengagerede læser
Hvor skal pengene komme fra?
Udspillet er finansieret krone for krone.
Regningen for forslaget må ikke lægges i børneværelset via statsgælden.
Kan det tænkes, at tilrettelæggelsen af vores økonomiske politik er baseret på en fejlbehæftet forståelse af, hvordan statsfinanserne fungerer? Er de ovenstående retoriske travere fra dansk politik eksempler på dette problematiske grundlag? I dette indlæg gennemgår jeg hovedpointerne i økonomiprofessor Stephanie Keltons nye bog The Deficit Myth udgivet d. 09. juni i år, som siden er blevet en ’bestseller’ i både USA (New York Times Bestseller) og Storbritannien (Sunday Times Bestseller). Den danske offentlighed har ikke fået adgang til en tilgængelig præsentation af bogens pointer i de danske medier, så her følger en smagsprøve på indholdet.
Bogen omhandler de seks myter, som udspringer af den underliggende underskudsmyte, som moderne økonomisk politik er baseret på i Vesten. Underskudsmyten er, at statslige underskud i sig selv er et problem, som skal håndteres. Modsvaret til myterne er en forståelse af, at en stat med egen valuta skaber sin egen valuta gennem sine betalinger og sletter dem igen via sin skatteopkrævning. Det er altså ikke indbetalte skattekroner, som giver staten sin valuta til rådighed og en stats underskud er blot et bevis på, at staten har skabt flere penge end den har slettet. Underskudsmyten består i at anskue statslige underskud som et grundlæggende problem, der skal af vejen for, at statens finanser kan blive såkaldt ”sunde”. Kelton er en af de fremmeste økonomer i den økonomiske skole modern monetary theory (MMT) og bogen viser, hvordan man overordnet set anskuer økonomisk politik, når man benytter MMT som teoretisk linse frem for neoklassisk økonomi. Jeg har tidligere i år skrevet en introduktion til MMT her hos Ræson, hvis du er interesseret i at læse mere.
Her følger en kort gennemgang af Keltons pointer, som forhåbentlig vil give dig lyst til at læse bogen selv. Jeg slutter af med nogle refleksioner om dansk økonomisk politik.
Bogen kan f.eks. købes her.
De seks myter
Kelton har identificeret seks myter om økonomien, som bunder i den underliggende underskudsmyte:
1. Staten bør budgettere som en husholdning
2. Underskud er et bevis på overforbrug
3. Statens gæld – på den ene eller den anden måde, hænger vi alle krogen
4. Statens underskud fortrænger private investeringer og gør os fattigere
5. Handelsunderskuddet betyder, at USA er i færd med at tabe
6. Sociale sikringer som social security (pension) og medicare (sundhedsydelser til ældre) er finansielt uholdbare. Vi har ikke råd til dem længere.
De seks myter udgør hver et kapitel i bogen. I de afsluttende to kapitler formulerer Kelton hhv. en samfundsdiagnose med fokus på ”de underskud, der virkelig har betydning” og hvordan de kan løses på baggrund af bedre forståelse for statsfinanserne. Lad os se på myterne en ad gangen:
Myte #1: Staten (”the federal government”) bør budgettere som en husholdning
Realitet: Ulig husholdninger, udsteder staten den valuta, som den bruger i betalinger
I det første kapitel introduceres læseren til husholdningsmyten. Denne myte består i, at man kan benytte lærdom om husholdningers finansielle situation og dispositioner til at udlede sund fornuft om statens finanser. Husholdningsmetaforen bruges til at argumentere for, at statens budget og regnskab skal vise overskud eller balance, som en velfungerende husholdningsøkonomi. Metaforen giver anledning til gennemtrængende frames som ’statskassen’ og ’skatteborgernes penge’, der implicerer, at staten først skal have penge ind fra borgerne i sin kasse, før den kan tage penge ud af denne ’kasse’. Husholdninger er nødt til at få penge ind, før de kan bruge penge. For valutaudstederen forholder det sig diametralt modsat. Den er nødt til at skabe penge via sit forbrug, før den efterfølgende kan trække dem retur. Sådan er det at være monopol-udsteder.
Kelton argumenterer i kapitlet for, at vi kollektivt har misforstået, hvordan statsfinanserne fungerer. Som udsteder af statens valuta, er statens finansielle situation væsensforskellig fra husholdninger. Der er ikke blot tale om en særligt kreditværdig husholdning – der er tale om usammenlignelige finansielle situationer. Kerne-sondringen er mellem valutaudstedere og –brugere. Hvis en politiker eller økonom begrunder et argument i retorik om staten som en valutabruger (på samme vis som husholdninger, virksomheder og kommuner), så er du formentlig ved at blive ført bag lyset.
Kelton citerer fra Margaret Thatchers fremstilling af statens finanser, som stadig danner ramme for forståelse af økonomisk politik i vesten:
”The State has no source of money other than the money people earn themselves. If the state wishes to spend more, it can do so only by borrowing your savings or by taxing you more. And it’s no good thinking someone else will pay. That someone else is you. There is no such thing as public money, there is only taxpayer’s money”.
MMT viser, at denne fremstilling ikke bare er ”sund fornuft”, men en kraftfuld depolitiserende manøvre, som tvinger visse politiske standpunkter i defensiven. Hvis man altid skal svare på ”hvor pengene skal komme fra”, bliver det sværere at bedrive politik. Kelton påpeger ironien i, at republikanerne i USA ikke just har været mådeholdende med de offentlige finanser, men benyttet underskud til at fremme deres politiske prioriteter i form af skattelettelser og finansiering af den militære sektor.
Regeringens udspil til Genopretningspakken fra 2010, var der forsynet med husholdningsøkonomiske metaforer om ’regninger’ at betale efter finanskrisen for at nødvendiggøre den foreslåede sparepolitik
Myte #2: Underskud er et bevis på overforbrug
Realitet: For at finde tegn på overforbrug, se efter inflation
I forlængelse af myte #1, argumenterer Kelton for, at en fejlagtig opfattelse af ’usunde statsfinanser’ ligger til grund for den politiske aktivitet. Fordi at vi implicit tænker staten som en (særligt kreditværdig) husholdning, ser vi for bekymret på statslige underskud. Vi frygter en konkurssituation, som det kendes fra husholdninger. Økonomer (og folk med stor finansiel formue) frygter typisk, at stater i den situation vil skabe inflation ved, med vanlig frygtindjagende retorik, at ”lade seddelpressen rulle” for at reducere gældens størrelse.
Kelton viser derimod, at begge disse frygtede scenarier ikke er realistiske. Stater med egen valuta kan altid betale sine forpligtelser i egen valuta og underskud er derfor ikke noget finansielt problem. Problemet opstår først, hvis staten understøtter efterspørgslen i sådan et omfang, at økonomien ikke kan producere mere og priserne derfor stiger (herunder flaskehals-inflation, hvor priser og lønninger stiger først i visse sektorer og trækker andre med).
Kelton påpeger, at vi i dag bekæmper inflation vha. arbejdsløshed. Økonomer forsøger at ramme en ’naturlig’ (eller ’strukturel’) grad af arbejdsløshed, som holder økonomien i et stabilt leje. Tesen om den naturlige arbejdsløshed, blev promoveret af Milton Friedman, der mente at staten og centralbanken kun midlertidigt kunne øge beskæftigelsen ved at tilføre flere penge og dermed inflation til økonomien, men at arbejdsløshed ville vende tilbage til sit ’naturlige leje’, blot med højere inflation. Han anså, at ”inflation er altid og alle steder et monetært fænomen”. I dag mener de fleste økonomer dog, at økonomisk politik godt at forbedre økonomien, da man ad-hoc har tilføjet en række ’friktioner’ i de neoklassiske modeller, som giver et kortsigtet positiv rolle for økonomisk politik – særligt renteændringer – men tesen om det naturlige arbejdsløshedsniveau lever i bedste velgående ofte under betegnelsen NAIRU (non-accelerating inflation rate of unemployment). Problemet med denne teori er dels, at man ikke kan observere dette teoretiske niveau for ønskværdig arbejdsløshed og dels at arbejdsløshed er unødvendigt for at have prisstabilitet. At det forestillede naturlige niveau ikke kan observeres betyder også, at det ikke kan falsificeres. Hvis man når niveauet uden at der opstår inflation, kan man altid hævde, at niveauet har flyttet sig eller er lavere end forventet – der stilles aldrig spørgsmålstegn ved, om det findes. Politikeren Alexandria Ocasio Cortez har f.eks. grillet centralbankchef J. Powell for at centralbanken (Fed) har forsøgt at begrænse beskæftigelsen i økonomien siden 2015 af frygt for inflation. I 2014 mente Fed, at arbejdsløsheden ikke kunne komme under 5,4% uden inflation ville sætte ind. Under høringen i 2019 var arbejdsløsheden imidlertid 3,7% og inflationen uændret. Powell medgav, at estimaterne ”absolutely” havde været for høje.
Kelton argumenter vedholdende for, at arbejdsløshed er et politisk valg, dersom at staten kan indføre en jobgaranti, så alle der evner og ønsker beskæftigelse har muligheden. Altså en afskaffelse af ufrivillig arbejdsløshed. I USA, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen ikke er så generøs som i Danmark er den finanspolitiske forståelse særdeles afgørende for at kunne skabe opbakning til en jobgaranti. I Danmark hvor de fleste arbejdsløse modtager en relativt generøs overførselsindkomst, vil en jobgaranti have færre finanspolitiske konsekvenser – og fokus i debatten vil derfor naturligt være på de afledte effekter af at være beskæftiget i jobgaranti-jobs kontra de nuværende beskæftigelsesordninger. Staten skal altså ikke være bange for at have underskud for at sikre fuld beskæftigelse og bør samtidig indføre en permanent jobgaranti til de som ikke finder beskæftigelse i den private, offentlige eller tredje sektor – så efterspørgslen efter arbejdskraft fordeles mere direkte. Dette vil både mindske inflation i økonomien ved en tilstand af fuld beskæftigelse og føre til en lang række positive afledte konsekvenser ved at folk er i beskæftigelse i stedet for lediggang.
Myte #3: Statens gæld – på den ene eller den anden måde, hænger vi alle krogen
Realitet: Statens gæld udgør ingen finansiel byrde
Hvad er mere amoralsk end at forbruge i dag og sende regningen til fremtidige generationer, som endnu ikke er født? Hvis man anskuer statsfinanserne som en husholdningsøkonomi, vil man også advokere for, at statens gæld skal betales af eller som minimum ikke stige (enten absolut eller som andel af landets økonomi BNP). Kelton skriver, at politikere elsker at bruge denne myte, fordi at de så kan argumentere i mod deres modstanderes forslag med kraftfuld retorik. Hun påpeger, at eftersom staten kan betale alle sine forpligtelser, vil den også kunne betale eventuelle renter på sin større statsgæld, samt at den amerikanske middelklasse blev skabt i en periode med historisk stor statsgæld efter anden verdenskrig uden højere skatter til følge.
Der er i økonomiske og politiske kredse stor fokus på den finanspolitiske holdbarhed. I Danmark beregner Det Økonomiske Råd efter krav fra budgetloven fra 2012 en finanspolitisk holdbarhedsindikator, der angiver om den offentlige gæld vil udvikle sig stabilt relativt til BNP. En kerne i disse beregninger er at antage renten som en eksogen (udefrakommende) faktor. Dette bunder i forestillingen om at renten fastsættes efter udbud og efterspørgsel på et marked for lånbare midler (mere nedenfor). Hvis man på den baggrund antager en høj rente, kan gældsudviklingen hurtigt komme til at se dramatisk (eksponentiel) ud, hvis man ikke antager ligeså høje vækstrater. MMT bestrider denne fremstilling og fastholder, at renten er en politisk variabel, som centralbanken fastsætter. De lange renter er i høj grad fastsat af spekulanters forventninger til centralbankens fremtidige renter – og kan ultimativt også kontrolleres direkte af centralbanken, som de kvantitative lempelser og Japans rentekurve-kontrol har tydeliggjort. Hvis man ikke ønsker ’uholdbare’ finanser, ser MMT-økonomer det derfor som en oplagt løsning at parkere renten lavt, f.eks. på nul, for bestandigt. Så er rentebomben desarmeret vha. et simpelt politisk valg. Dette valg kan påvirke valutakursen, så det kræver, at man ikke vælger at køre fastkurs over for aktiver, som man ikke selv udsteder (f.eks. euro eller guld).
Den eksogene rente har en vis ræson i dansk kontekst eftersom vi politisk har bestemt, at bruge renten til at holde vores valutakurs fast over for euroen. Vores rente vil derfor være stærkt påvirket af, hvad den Europæiske Centralbank (ECB) beslutter for renten i Eurozonen. Hvis man vil beregne den danske holdbarhedsindikator, bør man derfor foretage en politisk-økonomisk analyse af eurozonen og vurdere, hvad der kan få ECB til igen at hæve renten og hvornår det vil ske.
Myte #4: Statens underskud fortrænger private investeringer og gør os fattigere
Realitet: Statens underskud øger vores formue og samlede opsparing
Denne fortrængningsmyte (crowding out) er en anelse nørdet og har udgangspunkt i en idé om, at finansiering og penge er en begrænset ressource i økonomien. Hvis staten har underskud må den låne fra denne pulje af lånbare midler og dermed efterlade færre til den private sektor, som låner penge til sine investeringer fra samme pulje. Den større efterspørgsel presser prisen op på penge, hvormed renten stiger og investeringerne vil falde. De færre investeringer i maskiner, bygninger og andet kapitaludstyr forventes derfor at føre til en fremtidig velstandsnedgang.
Problemet med fortrængningsmyten er, at denne pulje af lånbare midler er en fiktiv fremstilling af pengesystemet. Penge i moderne økonomier er endogene. Når en virksomhed får et lån af en privat bank skabes der nye bankpenge i økonomien, som cirkulerer indtil lånet tilbagebetales og pengene herved destrueres. Pengene tages ikke fra nogen pulje, men skabes endogent i långivningen. På samme vis fjerner statens underskud ikke penge fra den private opsparing, men tværtimod tilfører den penge hertil. Tænk over det. Lad os sige du er offentligt ansat og modtager 1000 kr. i løn. Du skal ikke bruge pengene med det samme og køber en nyudstedt statsobligation for de 1000 kr. Hvad er din nettofortjeneste af dette forløb? 1000 kr. Hvis du får brug for likviditet kan du enten sælge statsobligationen eller belåne den.
Kelton argumenterer derfor for, at det modsatte af fortrængningsmyten gør sig gældende. Eftersom statens underskud øger den private formue, vil underskuddene forøge efterspørgslen i økonomien, hvilket vil øge virksomhedernes behov og lyst til at investere for at profitere på efterspørgslen. Effekten af statslige underskud er tilmed også omvendte fsva. renten. Når staten har underskud sender den flere penge ind på bankernes konti i centralbanken, hvormed udbuddet stiger og sender et nedadgående pres på renten. Effekten er altså modsat. Dette er årsagen til, at stater udsteder statsobligationer, så de finanspolitiske myndigheder kan hjælpe de pengepolitiske myndigheder (centralbanken) med at ramme sit rentemål. Statens ind- og udbetalinger forstyrrer renten i inter-bankmarkedet, hvilket nødvendiggør tæt samarbejde mellem de offentlige myndigheder. I Danmark er dette samarbejde gjort noget lettere, ved at finansministeriet har ladet Nationalbanken stå for udstedelse af statens gæld. Så er der større mulighed for, at statsgælden koordineres med pengepolitikken.
Myte #5: Handelsunderskuddet betyder, at USA er i færd med at tabe
Realitet: USA handelsunderskud er dets overskud af ting (”stuff”).
I Danmark har vi i mange år vænnet os til at have enorme handels- og betalingsbalanceoverskud. Men i USA har underskud på handels- og betalingsbalancen vakt stor bekymring under betegnelsen ”the twin deficit” (i samspil med det finanspolitiske underskud). Der har været frygt for, at kineserne finansierer den amerikanske stats forbrug og investeringer eftersom de ejer en betydelig del af amerikanske statsobligationer. Så ikke nok med at fremtidens generationer bebyrdes – de er bebyrdede ift. kineserne. Myten om at statens betalinger finansieres af skatteydere og långivere har altså også implikationer for synet på statens forhold til andre magter. Denne myte viser vigtigheden af at forstå statsfinansernes kronologiske rækkefølge korrekt. Stater med egen valuta forbruger først og trækker efterfølgende valuta retur enten permanent via skat eller midlertidigt via statsobligationer. Statsobligationerne udstedes af konvention og som nævnt med henblik på at påvirke renten i modgående retning af statens ind- og udbetalinger.
Kelton argumenterer for, at problemet med den internationale handel ikke er, at omverdenen sender flere ting til USA end USA sender retur (hvilket forøger den amerikanske levestandard), men at USA ikke bruger sin dominerende rolle til at fremme bedre økonomiske forhold og standarder i verdensøkonomien. Hun sondrer altså mellem ”the quality of trade” og ”the “quantity of trade”.
I dette kapitel går Kelton også ind i diskussionen om det spektrum af monetær suverænitet, som eksisterer. Lande med egen flydende valuta uden gæld i fremmed valuta er med valutasuveræne. Her spiller det også ind, at man kan forsyne sig med energi og fødevarer, så man ikke risikerer at komme i stor gæld i fremmed valuta (som Danmark kender det fra 1970ernes oliekriser og sidenhen rentestigninger på den udenlandske gæld efter ’Volcker-chokket’). I dag har vi i Danmark fortsat traditionen for at begrænse vores egen valutasuverænitet via fastkurspolitikken. Det sætter en begrænsning for vores hjemlige efterspørgsel, da vi er nødt til at fastholde en valutareserve til at kunne intervenere i valutamarkedet. Denne begrænsning har lande som Sverige, Storbritannien, Australien, Japan, New Zealand og USA ikke pålagt sig selv. Udviklingslande er i en endnu svagere position, fordi at de ofte er importafhængige i mangel på egen produktiv kapacitet (nærved per definition). De er derfor i risiko for at optage gæld i fremmed valuta og miste yderligere grad af suverænitet. Kelton opridser nogle tiltag, som udviklingslande kan gøre for at forbedre deres situation herunder strategisk anvendelse af jobgaranti og Syd-Syd handelssamarbejde.
Myte #6: Sociale sikringer som Social Security (pension) og Medicare (sundhedsydelser til ældre) er finansielt uholdbare. Vi har ikke råd til dem længere
Realitet: Så længe staten forpligter sig på at foretage disse betalinger, har den altid råd til at opretholde disse programmer. Hvad der betyder noget, er vores økonomis langsigtede kapacitet til at producere de reelle varer og services, som folk får brug for.
Den sjette myte er mere USA-orienteret end de forudgående fem myter, da den fokuserer på de specifikke modeller man har valgt for tildeling af offentligt finansieret pension og sundhedsydelser i USA. Man har f.eks. for pensionsordningen Social Security oprettet en fond, hvor indbetalingen af bestemte skatter bogføres. Der har i mange år raset en debat om de offentlige pensioners ’holdbarhed’ eftersom de øremærkede skatter ser ud til at blive for få til at kunne følge med udgifterne. Eftersom finansieringen er baseret på en ’pay-as-you-go’ model (PAYGO), udledes det ofte, at enten må skatterne hæves eller også må ydelserne sænkes eller pensionsalderen hæves. Altså: Ordningen er insolvent - hvor skal pengene komme fra? Derfor har politikere som Paul Ryan ihærdigt forsøgt at få pensionsordningerne privatiseret, fordi at Wall Street antages bedre at kunne håndtere disse forhold. Kelton gengiver en høring i Repræsentanternes Hus af centralbankchef Alan Greenspan, som i 1980ernes ledte an i tidligere ’reformer’ af social security (højere skat, højere pensionsalder). Paul Ryan håber derfor at kunne opnå hans begunstigelse af privatiseringen, men Greenspan under ed stikker en kæp i hjulet i Ryan argumentation ved at bestride præmissen for den politiske debat.
“I wouldn’t say that the pay-as-you-go benefits are insecure in the sense that there’s nothing to prevent the federal government from creating as much money as it wants and paying it to somebody.”
Det centrale spørgsmål, som Ryan skulle overveje var derimod:
“How do you set up a system which assures that the real assets are created which those benefits are employed to purchase?”
Paul Ryan (R)
Med andre ord: Der er ikke en finansiel begrænsning, men en realøkonomisk begrænsning. Det er afgørende at skabe en produktiv, højt beskæftiget og investerende økonomi, så der også i fremtiden vil være kapacitet til at producere, hvad pensionisterne vil efterspørge. Hvis man øger opsparingen i nutiden med henblik på at have penge til rådighed i fremtiden, risikerer man at reducere efterspørgslen og dermed investeringerne, så økonomien bliver mindre i stand til at producere ”the real assets”, som skal købes i fremtiden. Løsningen på problemet (en tilstrækkeligt forsynet alderdom) risikerer derfor at forværre problemet. Kelton forklarer, at problemet for de pågældende programmer er manglende ’legal authority to pay’, eftersom det er en statslig ordning. Krisen er altså skabt af den politiske begrænsning, ikke af skatternes og udgifternes udvikling.
Underskuddene der virkelig betyder noget og at ”bygge en økonomi for befolkningen”
I stedet for at fiksere den økonomiske debat i frygten for underskud, bør man funktionelt tage udgangspunkt i samfundsøkonomiske ’underskud’, hvoraf nogle er mere relevante uden for USA end andre:
· The Good Jobs Deficit
· The Savings Deficit
· The Health-Care Deficit
· The Education Deficit
· The Infrastructure Deficit
· The Climate Deficit
· The Democracy Deficit
Fælles for disse virkelige underskud er, at underskudsmyten har ladet problemerne stå til og forværres gennem finansialisering af bl.a. uddannelse, sundhedsydelser og politik. I bogens afslutning argumenter Kelton for, at mange af disse problemer kan udbedres med en bedre forståelse af de offentlige finanser. Det største problem er, at politikere ikke tør sige sandheden højt. Dels fordi at de frygter deres anseelse og dels fordi at det øger politikermes ansvar for tingenes tilstand i samfundet. Der er noget betryggende for ansvarshavere ved at kunne sige, ”ja det er et alvorligt problem, men hvor skal pengene komme fra?” Kelton peger på en vigtig rolle for jobgarantien i at stabilisere økonomien automatisk og at den diskretionære finanspolitik skal blive bedre til at tage udgangspunkt i økonomiens reelle ressourcer – så man bedre kan undgå inflation end med den nuværende skatte-baserede tilgang. Ressourcebaseret budgetlægning vil være et vigtigt komponent for at kunne lave en kraftfuld grøn omstilling af vores økonomier.
Findes underskudsmyten i dansk politik?
Hvor skal pengene komme fra?
Husk nu, at pengene kan kun bruges én gang.
Udspillet er finansieret krone for krone.
Pengene skal selvfølgelig passe.
Deres forslag vil lave et stort hul i statskassen.
Man kan ikke betale gæld med mere gæld.
De offentlige finanser er sunde, ansvarlige og holdbare.
Regningen for forslaget må ikke lægges i børneværelset – altså til de fremtidige generationer via statsgæld.
De rige skal betale mere til den fælles pulje.
Vi skal ikke spilde skatteborgernes penge.
Hvis du er vant til at høre disse sætninger i den landspolitiske debat og journalistik, så er dit land også ramt af underskudsmyten. Den økonomiske politik føres altså på baggrund af idéen om, at staten først kræver op i skat eller låner penge via statsgæld, før den efterfølgende kan bruge penge. Kelton skriver primært til et amerikansk publikum, men pointerne er i høj grad også relevante for dansk politik. Formålet med bogen er at gøre læseren i stand til at fokusere på de virkelige begrænsninger for den økonomiske politik og indse, hvilke i den offentlige debat, der er fiktive.
Den danske økonomiske debat foregår hovedsagligt inden for fælles præmisser om, hvordan statsfinanserne og økonomien fungerer – og hvilke argumenter der er acceptable at fremføre uden frygt for at miste anseelse af resten af eliten, som indgår i debatten, eller befolkningen. Dette rum af acceptable positioner i debatten kaldes også Overtons vindue. Dette diskursive mulighedsrum kan ændre sig over tid og idéer som på et tidspunkt virker utænkelige kan potentielt ende som indlysende via strategisk ihærdighed og snilde. Der ligger selvsagt potent magt i at kunne definere, hvilke idéer og forslag, der hører hjemme i vinduet for accepteret argumentation, ”sund fornuft” og ”gængs viden” og hvilke der er ”ekstreme” eller ”radikale”. Indholdet af Overtons vindue vil derfor have store politiske konsekvenser.
For eksempel kender vi problemstillingen i myte #6 om den offentlige velfærds ’holdbarhed’ fra den danske samfundsdebat, hvor ’hænge-køjeproblemet’ med forventede statslige underskud fra 2020-2040 gav anledning til mange panderynker blandt økonomer og politikere (men som nu opfattes som løst pga. forventede overskud i en fjern fremtid). Den gav blandt andet anledning til den såkaldte velfærdsaftale fra 2006, som sigter mod at give danskere 14,5 år på pension ift. den gennemsnitlige levealder (som er ganske ulige fordelt). Personer, der fødes i dag, forventes på denne baggrund at skulle arbejde, til de er 77 år i stedet for de velkendte 65 år, såfremt politikerne ikke trækker i bremsen. Selvom Keltons kapitel har fokus på den amerikanske virkelighed, har de samme logikker og affødte politiske dynamikker stor indflydelse på den danske politiske økonomi. Reformerne motiveres af ønsket om ’finanspolitisk holdbarhed’ – altså om statsgælden vil finde et stabilt niveau ift. BNP. Fordi vores neoklassiske økonomiske modeller antager fuld beskæftigelse efter en kort årrække, glemmer vi at fokusere på de reelt interessante spørgsmål ang. den langsigtede økonomi: Vil økonomien have godt af fremtidige underskud/overskud? Hvad vil ændre sig i økonomien, hvis underskuddene/overskuddene virkelig fortsætter som fremskrevet? Fører vi en økonomisk politik i dag som hæmmer fremtidens forbrugsmulighed pga. for restriktiv efterspørgsel? Herhjemme har denne dynamik med kontraproduktive ‘løsninger’ været relevant i forbindelse med vores langsommelige genopretning af økonomien, hvor CBS professor Jesper Rangvid vurderer, at økonomien årligt er blevet permanent 200 mia. kr. mindre produktiv end den ellers ville have været foruden kriseforløbet. Dette er bl.a. en konsekvens af faldende investeringer og høj arbejdsløshed efter finanskrisen i fravær af en kraftig finanspolitisk genopretning af efterspørgslen. Vi har altså sparet os til mindre velstand i fremtiden. I en politisk sæson, hvor retten til tidligere pension vil være i centrum, vil Keltons kapitel være pligtlæsning.
Hængekøjeproblemet anno 2015 via Berlingske
Fra tid til anden foreslår økonomer og politikere desuden, at staten kan spare op til senere udgifter som en husholdning, hvilket viser en manglende forståelse for statens finansielle forhold. I anledning af et sådan forslag til en statslig opsparing skrev jeg i JP Finans:
”Den danske stat har derfor ingen problemer med at skaffe danske kroner i fremtiden. Udfordringen er, hvad der til den tid er at købe for pengene og dermed et spørgsmål om, hvilke investeringer vi laver i nutiden. Nedskæringer på uddannelser og ungdomsarbejdsløshed er undergravende for vores fremtidige levestandard og fortjener en langt mere determineret indsats. Første skridt er at behandle staten som udsteder og ikke bruger af sin valuta.”
The Deficit Myth er et velformuleret forsøg på at sprænge rammen for Overtons vindue og flytte den økonomiske debat til en tilstand med bedre forståelse for statens finanser og de positive aspekter ved statsunderskud og -gæld. Selvom The Deficit Myth har fået avisspalterne til at summe i udlandet, har bogen levet et stille liv i det danske medielandskab. I de danske medier er The Deficit Myth kun nævnt i én artikel hos Information samt to boganmeldelser fra mainstream økonomer, der mest læses som forsvarsskrifter.
I del 2 vil jeg se nærmere på disse anmeldelser af The Deficit Myth.
Bogen kan f.eks. købes her. God læselyst!
Skriv dig op til fremtidige indlæg her: