Derfor skal Danmark sige nej til EU’s genopretningsfond
Euroens problemer kan kun løses af eurozonen selv
Finansboblen er tilbage efter en længere pause. I dette indlæg gengives min fælles kronik i Politiken med professor Thomas Barnebeck Andersen om, hvorfor man bør være skeptisk over, at Danmark bliver viklet ind i eurozonens aktuelle finansieringsproblemer med den foreslåede genopretningsfond. Kronikken forklarer, at forslaget kun udgør en lappeløsning, og at EU vil være bedre tjent med, at eurozonen gør op med dens iboende problemer fra dens oprindelse.
Artiklen kan også findes her hos Politiken.
(Den fremgår her på bloggen med vores egen overskrift og rubrik)
Hvis du vil læse mere om, hvordan dansk økonomi adskiller sig fra eurolandes økonomi kan du læse følgende:
Finans.dk: Danmark får ikke en statsgældskrise – vi har vores egen valuta
Ræson: Eurozonen: Valutaområdet, der kun virker, når ECB bryder reglerne
Ræson: Hvad er modern monetary theory? (Og hvorfor er det en god idé?)
Derfor skal Danmark sige nej til EU’s genopretningsfond
EU-Kommissionens forslag om en genopretningsfond er endnu en uholdbar lappeløsning, som vil vikle resten af EU ind i euroens problemer. Den rigtige hjælp vil være at insistere på, at eurolandene én gang for alle ordner deres selvskabte problemer.
Af Thomas Barnebeck Andersen* og Asker Voldsgaard**
*Professor i økonomi på Syddansk Universitet
** Ph.d.-studerende på University College London
Euroen er født med en bygningsfejl. Man mangler en finanspolitisk union.
At en fælles mønt kræver en finanspolitisk union, er ikke nyt. Den såkaldte Werner-rapport fra 1970 -nedsat af de europæiske ledere for at skitsere vejen til fælles mønt - konkluderede, at en fælles mønt kræver en finanspolitisk union.
Men under pres fra specielt franske politikere ræsonnerede rapporten dog, at der fandtes en kattelem. Hvis alle lande fører en stabilitetsorienteret økonomisk politik, vil projektet blive en succes. Hvordan dette rent praktisk skulle kunne lade sig gøre, var dog mere uklart. Som den daværende danske nationalbankdirektør, Frede Sunesen, udtalte i 1972: »Jeg vil begynde at tro på en europæisk økonomisk og monetær union, når nogen forklarer mig, hvordan man kontrollerer ni heste, der alle løber med forskellig hastighed, i det samme seletøj«. Trods gentagne advarsler fra prominente økonomer gennem årene besluttede de europæiske politikere sig dog for at realisere projektet. Politik trumfede økonomi.
Man inviterede sågar lande med vidt forskellige økonomier indenfor.
Konsekvenserne har vi løbende kunnet observere siden 2010, hvor eurokrisen for alvor begyndte. Selv på toppen af den nylige ' højkonjunktur' var der over 7 procent arbejdsløshed i eurozonen. Og selv om en række tiltag er sat i søen, f. eks. en ufuldstændig bankunion, var det altid kun et spørgsmål om tid, før eurokrisen i en eller anden form ville banke på igen.
Man forsømte nemlig at ordne euroens bygningsfejl, da sidste krise åbnede et politisk mulighedsvindue.
NU STÅR VI SÅ i 2020, eurokonstruktionen slår igen revner, og eurolandene diskuterer en uholdbar lappeløsning. Men til forskel fra tidligere kriser vil EU-Kommissionen denne gang have den danske stat til at betale for udgifter i de ramte eurolande.
Det er en helt forkert vej at gå. At redningsplanen bygger på, at ikke-eurolande paradoksalt skal forsyne eurozonen med euro, vidner om, at grundlæggende reformer af eurozonen ikke kan vente længere. Eurolandene skal ordne deres egne selvskabte problemer, ellers står vi her igen om få år uden at have opnået andet end et midlertidigt pusterum.
Lad os udfolde argumentet.
CORONAVIRUS HAR ramt særlig hårdt i Italien og Spanien. Kravene til aktiv finanspolitik er større nu end under statsgældskrisen i eurozonen i 2012. Dengang havde de to lande også nogle af hovedrollerne, da der kom tvivl på finansmarkederne om deres evne til at afdrage på deres gældsforpligtelser. Daværende chef for Den Europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi løste den finansielle tillidskrise ved i 2012 at iværksætte enorme opkøb af eurolandenes statsgæld.
Centralbankens opkøb af statsgæld har siden været afgørende for at holde sammen på eurozonen, og opkøbene er nu udvidet i anledning af coronakrisen med færre restriktioner i et opkøbsprogram på svimlende 1.350 milliarder euro.
Opkøbsprogrammerne har udvisket grænsen mellem penge-og finanspolitik og har reddet de igen kriseramte eurolande fra negative markedsreaktioner på de store offentlige gældsniveauer.
DET HAR VÆRET yderst bekvemt for eurozonens politiske ledere at uddelegere krisehåndteringen til ECB. Så længe ECB holder hånden under statsgældsmarkederne, vil eurozonen blive holdt i live uden fælles finanspolitik.
Draghis løsning med at bruge ECB's pengemaskine til at støtte staterne er imidlertid løbet ind i alvorlige problemer.
Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe satte i sidste måned spørgsmålstegn ved lovligheden af opkøbsprogrammerne.
Og det har vakt oprigtig bekymring hos forbundsregeringen i Berlin, hos ECB i Frankfurt og på de finansielle markeder. Frygten er ultimativt, at eurozonen - og dermed muligvis EU - kan disintegrere, som det nær var tilfældet i 2012.
Denne frygt har fået kansler Angela Merkel til at foretage en kovending. Sammen med den franske præsident, Emmanuel Macron, har hun foreslået en europæisk genopretningsfond på 500 milliarder euro. EU-Kommissionen har grebet ideen med udelt entusiasme. Kommissionen har fremlagt forslag om en genopretningsfond på 750 milliarder euro.
Fonden skal finansieres ved, at EU udsteder fælles langsigtet gæld, som senest skal være betalt tilbage i 2058. Mest kontroversielt skal 310 milliarder euro fordeles som tilskud uden modkrav om økonomiske reformer.
DEBATTEN OM DANMARKS manglende støtte til forslaget har taget karakter af en moralsk konflikt. De største fortalere for EU mener, at den såkaldte sparebande (Danmark, Sverige, Holland og Østrig) svigter det europæiske projekt og fællesskab.
De fire nordeuropæiske lande mener derimod, at det vil være et moralsk skred og en bjørnetjeneste at stifte fælles gæld og/eller forære penge til lande, som derved ikke får incitament til at gennemføre nødvendige reformer. De fire lande. afviser fælles gældsætning og insisterer på hjælp gennem långivning.
Den moralske konflikt indkapsler ét aspekt af konflikten. Men den fjerner samtidig opmærksomheden fra den vigtigste lære fra eurokrisen: Finanspolitikken og pengepolitikken er nødt til at være forenede på det samme institutionelle niveau, hvilket man kender fra alle andre udviklede lande.
I velfungerende valutaunioner som f. eks. den amerikanske er der en central finanspolitisk myndighed, som virker i samspil med centralbankens pengepolitik.
Her kan den centrale finanspolitiske myndighed have de finanspolitiske underskud i egen valuta, som økonomien har brug for, uden risiko for at gå bankerot.
I USA har delstaterne netop samme valuta, samme pengepolitiske myndighed, og alle betaler ind til, og modtager penge fra, den føderale regering.
EUROZONEN ER DERIMOD et kuldsejlet monetært eksperiment, hvor pengepolitikken er overnational, mens finanspolitikken er national. Spørgsmålet er derfor, om den nye genopretningsfond udbedrer euroens bygningsfejl.
Flere kommentatorer har hævdet, at vi bevidner et såkaldt Hamilton-øjeblik. Termen refererer til det forfatningsmæssige kompromis, der blev smedet af den første amerikanske finansminister, Alexander Hamilton, hvor den føderale regering overtog al den gæld, som de amerikanske stater havde pådraget sig under uafhængighedskrigen, og hvilket lagde grundlaget for en stærk føderal regering i USA.
Analogien rammer ved siden af. For det første er der ikke tale om suverænitetsafgivelse.
En finanspolitisk union kan ikke gennemføres ad bagdøren. Det kræver ændringer i nationale forfatninger, og det kræver ændring af EU-traktaterne.
For det andet ville tyskerne ikke overdrage afgørende finanspolitisk suverænitet til Bruxelles under Maastrichtforhandlingerne, og det vil de heller ikke i dag. Merkels kovending refererer til et enkelt instrument, hvis engangskarakter formentligt vil blive retsligt forankret.
Det sætter ikke nogen politisk præcedens.
Berlin drager nytte af euroen, og blandt andet derfor vil man ikke lade projektet disintegrere. Og det er formentlig det, Merkels kovending signalerer.
Hver eneste gang europrojektet har nærmet sig bristepunktet, har tyskerne rituelt gjort lige præcis det, som sikrede, at konstruktionen ikke styrtede sammen - hverken mere eller mindre.
Der tilbydes lappeløsninger, men konstruktionen er stadig skrøbelig.
Genopretningsfonden er ikke væsensforskellig fra denne fremgangsmåde.
SÅ GLEM AL SNAK om et Hamiltonøjeblik.
De 250 milliarder i eurolån er sekundære, da der er masser af muligheder for at låne til lav rente. Det gælder også for de sydeuropæiske lande, så længe ECB er massivt til stede i markedet. Det primære er de 500 milliarder, hvoraf størstedelen er tilskud uden krav om tilbagebetaling. Disse penge skal fordeles over en fireårig periode (2021-2024), og hvis man antager en lige fordeling per år, så svarer genopretningsdelen årligt til 0,56 procent af EU's samlede økonomi. Det vil have en effekt, bevares, men det er og bliver en lappeløsning.
Genopretningsfonden vil ikke vil løse eurozonens vækst-og arbejdsløshedskrise.
Og selv om tiltaget vil give et midlertidigt skub, kan det på længere sigt forværre den eksisterende vækstkrise ved at øge behovet for sparepolitik i hele EU, når de mange milliarder euro i gæld skal afvikles - uanset om det bliver med øgede bidrag eller via nye EU-skatter. Finansministeriet forventer f. eks., at Danmark årligt skal betale 2,1 milliarder kroner ekstra i tredive år fra 2028-58 for at afdrage på genopretningsfonden.
Eurozonen har brug for en finanspolitisk institution, som kan holde til at være i underskud og derved både holde hånden under efterspørgslen og forsyne kapitalmarkederne med sikre aktiver. I lyset af at ECB blot i maj måned skabte 154 milliarder euro til at opkøbe værdipapirer, er det tydeligt, at eurozonen ikke har brug for Danmarks beholdning af euro, men derimod behøver at gentænke sine institutioner.
LAD OS OPSUMMERE. Sydeuropæerne er havnet i en gældsfælde på grund af euromedlemskabet.
ECB, som indtil videre har inddæmmet problemet, er svækket på grund af en kendelse fra den tyske forfatningsdomstol.
Eurolandene kan selv løse problemet ved at danne en finanspolitisk union, men den politiske vilje er ikke til stede. Man tilbyder i stedet en lappeløsning, som ikke løser ikke euroens bygningsfejl. Og man vil have den danske stat til at afholde en del af regningen for lappeløsningen.
Det er et lille, men umiskendeligt skridt i retning af deltagelse i euroen, selv om danskerne har stemt nej til euroen ved to folkeafstemninger. I 1992 stemte 50,7 procent af danskerne nej til at ratificere Maastrichttraktaten, og danskerne valgte dermed at stå uden for euroen. I 2000 bekræftede danskerne (53,2 procent) deres nej til euroen. Det gjorde de på trods af pres fra de fleste politiske partier (minus DF, SF og EL), de etablerede medier og erhvervslivet, og de gjorde det på trods af de store velstandsgevinster, som blev stillet i udsigt ved at stemme ja.
Resultatet af danskernes nej til euroen var, at vi fik gavn af det indre marked uden at blive hæmmet af euroens bygningsfejl.
Strukturel mangel på euro i eurozonen er ikke et problem, Danmark hverken kan eller bør løse. Vi skal i Danmark tilskynde eurolandene til at få udbedret bygningsfejlen i euroen, men den danske stat bør hverken hæfte for eller subsidiere et kuldsejlet valutaeksperiment. Et dansk veto begrundet med en forståelse for euroens bygningsfejl vil være en brugbar støtte for eurozonen, som endnu en gang er på vej til at udskyde nødvendige reformer.
Hvis ikke de politiske ledere i eurozonen ønsker den fulde pakke som i USA, vil den bedste løsning være at genindføre nationale valutaer. En kombination, hvor eurolande, som insisterer på utilstrækkelige lappeløsninger, udtræder af euroen, kan også være en farbar vej. Det er i alle fald ikke en løsning at vikle flere EU-lande ind i eurozonens selvskabte problemer.
***
Del dette inblæg:
Tilmeld dig bloggen - så modtager du den i din indbakke:
Thomas Holm
Thomas Holm Utrolig man kan skrive så mange fejl i noget der skal forestille en seriøs artikel om økonomi. 1.Fejl Nej Draghi begyndte ikke noget storstilet opkøb af Statsobligationer i 2012, Det Dragi gjorde var at Sige "tro mig det vil være tilstrækkeligt" Når han blev spurgt om hvordan han ville løse problemet. Markedet turde ikke Teste Draghis beslutsomhed. Der blev ikke Opkøbt Statsobligationer for at støtte markedet. Markedet troede på at EBC i sidste ende ville støtte Kurserne og det sendte renterne ned. QE Programmet blev først started i 2015. 2. QE programmet var ikke for at holde sammen på Eurozonen, da programmet startede var Renterne allerede meget lave, men det var altså et forsøg på at sænke renterne og sende flere penge i omløb.3. Så skriver Asker, at i en velfungerende valutaunion (USA tænker han på), kan Delstaterne,Kommunerne og Byerne have Underskud , uden risiko for at gå bankerot.?? Men er det Tilfældet i USA ??? Nej Der er masser af Byer,Kommuner og måske også snart Delstater der går bankerot. Regeringen ville tilføre Delstaterne 500 Mia $ som hjælp, men det blev ikke Vedtaget, Leder af flertallet i senatet (Mitch McConnell) forreslog så at Stater skulle tillades at gå bankerot, Regeringen ville ikke hjælpe staterne med deres Pensionsgæld. Delstater i USA skal balancere deres indtægter og udgifter, så de kan nu blive tvunget til kraftige nedskæringer midt i en Corona Krise. Det synes jeg ikke lyder som en velfungerende valutaunion ?.3. Nej Sydeuropa er ikke havnet i en gældsfælde pga. Euromedlemskabet, De er Havnet i problemer fordi, de har forsat at udele høje lønstigninger (som de var vandt til før de fik Euro) men Inflationen pludselig var meget lavere. At de år efter år gav sig selv højere Lønstigninger end Tyskerne fik, Udhulede deres Konkurrence evne (På samme måde som Østtyskernes Konkurrence evne blev ødelagt af veksel kursen ved overgangen til D-mark). Det har øget deres arbejdsløshed, underskud på handlen, underskud på statsfinanserne, lav vækst osv. Hvis landene er kommet i en gælds fælde pga Euroen ? Så burde alle Eurozone landene være i samme dårlige situation. Det er ikke tilfældet.