Hvordan finder vi hænderne til den grønne omstilling?
Dansk Energi har opridset det grønne arbejdskraftbehov frem mod 2030
Vi står over for en gennemgribende grøn omstilling, som vil kræve nye måder at producere, distribuere , arbejde og forbruge på. Denne forandring er knæsat i klimaloven og kræver nu et alvorligt analyse- og planlægningsarbejde. Denne blog kaster et kort blik på Dansk Energis nye analyse af kompetencerne på arbejdsmarkedet, som den grønne omstilling vil kræve frem mod 2030. Analysen giver et seriøst bud på, hvor vi kommer til at mangle hænder og de peger på de planlægningsmæssige værktøjer som politikere og arbejdsmarkedets parter bør prioritere for at få omstilling til at forløbe mere gnidningsfrit.
Denne analyse udkommer i kontrast med de igangværende finanslovsforhandlinger, hvor Danmarks politikere spiller det velkendte husholdningsøkonomiske spil ‘Hvor skal pengene komme fra?’ I dette spil er grundvilkårene, at staten ikke må have strukturelt finanspolitisk underskud i år 2025 og at de rigtige ressourcer dukker, hvis bare man ‘finder pengene’. Om ressourcerne og hænderne er til rådighed, bliver i bedste fald en eftertanke, når pengene er ‘fundet’ - f.eks. til rekruttering af 1.000 ekstra sygeplejersker. Samme logik fører også til idéen om, at den grønne omstilling kan finansieres af at sælge Ørsted, selvom salget ikke frigiver nogle af de ressourcer, som omstillingen kræver.
Læs: Salg af Ørsted kan ikke finansiere den grønne omstilling
Den husholdningsøkononiske logik i finanslovsprocessen er harmløs, så længe det gælder små puljer og omprioriteringer inden for samme område. Utilstrækkeligheden opstår, så snart man vil være alvorlig omkring en strukturel forandring af økonomien, herunder grøn omstilling, særligt i en situation med tilnærmelsesvis fuld beskæftigelse af de relevante ressourcekategorier. Her træder man ind på planlægningens domæne. Husholdningsøkonomien fører til planer baseret på ‘hockeystave’ med ekstra pres på flaskehalse sidst i perioden, i stedet for en omstilling kalibreret til økonomiens kapacitet over tid. Vi har i den forbindelse behov for nye finanspolitiske arbejdsgange, der passer til 20ernes behov for strukturel omstilling.
Jeg skrev i sidste år hos JP Finans, at vi har behov for:
At blive bedre til at udnytte vores ledige kapacitet (primært arbejdsløse)
Nye værktøjer til at frigive kapacitet i økonomien, både generelt og for specifikke kompetencer
“Vi skal altså have kortlagt, hvilke kompetencer som den grønne omstilling kræver, og hvor disse kompetencer kan frigøres.”
Læs: Vi kan sagtens finde pengene til den grønne omstilling, men kan vi finde hænderne?
Dansk Energi addresserer det tredje punkt om specifikke behov i den grønne omstilling i sin nye rapport: Beskæftigelseseffekter af investeringerne i den grønne omstilling.
I rapporten finder de bl.a. at:
Den næste fase i den grønne omstilling i høj grad vil være en bygge- og anlægsopgave baseret på kendte teknologier.
Der skal investeres ekstra 316 mia. kr. samlet i perioden 2021-2030
Investeringerne indebærer en arbejdskraftefterspørgsel på 290.000 årsværk i de næste 10 år, svarer til i gennemsnit 29.000 fuldtidsstillinger pr. år.
Hvis vi omstillingen fordeles jævnt, skal der f.eks. dagligt udskiftes flere end 150 olie- eller gasfyr i private hjem og opstilles flere end 250 ladestandere.
En stor del af beskæftigelsen vil blive drevet af udbydningen af havvind og de to energiøer i slutningen af 2020’erne. Dansk Energi identificerer, at der vil blive større behov for faglærte elektrikere, smede og VVS’ere til bl.a. “installering af varmepumper, kedler, fornyelse af industriinstallationer, udvidelse af eltransmissionsnettet, fjernvarmenettet mv.”
Herudover, kommer der stort behov for ikke-faglærte, altså arbejdskraft uden formelt erhvervskompetencegivende uddannelse. I den offentlige debat er der en tendens til at se denne gruppe som en ensartet, ukvalificeret masse, men rapporten lægger vægt på, at kun en gruppe på ca. 25 pct. af besidder potentialet for bidrage med de specialkompetencer som investeringerne kræver.
Det er dog vigtigt at slå fast, at beskæftigelsesmulighederne for ikke-faglærte, der vil opstå i forbindelse med implementeringen af den grønne omstilling, i vid udstrækning vil forudsætte specialkompetencer og tekniske færdigheder inden for bl.a. byggeri, anlægsarbejde, montage, betjening af store maskiner, transport og logistik mv. Den grønne omstilling vil stille krav til specialkompetencer og vil altså ikke nødvendigvis være en jobfest, som alle – uanset kompetencer – kan få del i.
Figur 2.5 og 2.7 (mere detaljeret) ovenfor viser de nødvendige kompetencer, som merinvesteringerne vil påkræve. Det kan altså opfattes som en form for indkøbsliste for dansk økonomi. Men i modsætningen til ‘en tur i supermarkedet’ med begrænset budget, som er modellen, når politikerne spiller ‘hvor skal pengene komme fra?’, skal politikerne selv sørge for, at varerne er på hylden. Og ikke nok med det, de skal også være på hylderne til rette tid, som figur 2.6 viser, og komplementerer hinanden. Det er altså et spørgsmål om kvantitet, kvalitet og timing.
timingen – er afgørende. Det skyldes blandt andet, at den samlede investeringsperiode er relativ kort. Men det skyldes især, at investeringernes rækkefølge ikke kan være tilfældig.
Med andre ord - den grønne omstilling er i høj grad en planlægningsudfordring.
Dansk Energi udpeger to kerneudfordringer for samfundets aktører i denne omstilling:
Timing: Tidlig og effektiv igangsættelse af klimainvesteringer med jævn implementering over hele perioden, så de gensidigt understøtter hinanden.
Udvikling af kompetencer: Gennemførelse af indsatser for at styrke udbuddet af de efterspurgte kompetencer og kvalifikationer.
Deres anbefalinger til politikerne stammer alle fra planlægningens værktøjskasse:
skabe en sammenhængende plan for realisering af 70 pct.-målet, der er detaljeret nok til, at den kan guide investeringer, arbejdsmarked og uddannelsessystem.
sikre, at de offentlige investeringer i en grøn omstilling times, så de ikke skaber unødig mangel på arbejdskraft.
arbejde for et øget optag på erhvervsskolerne af især smede, elektrikere og VVS’ere, så arbejdsmarkedet sikres de faglærte medarbejdere, der er brug for i forbindelse med den grønne omstilling.
investere i attraktive undervisningsmiljøer og teknologier på erhvervsskolerne, der kan få unge til vælge en erhvervsfaglig uddannelse og fastholde dem i hele uddannelsesforløbet.
investere i kompetenceudvikling blandt underviserne på erhvervsskolerne.
etablere lovgivning, f.eks. med krav om lærlinge på offentligt finansierede projekter samt opfølgning på, om lovgivningen følges.
etablere incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet, f.eks. lempe reglerne for modregning af arbejdsindkomst i folkepension og efterløn. [delvis undtagelse]
investere i erhvervsskolernes undervisere og deres kompetencer, da det kan påvirke både fastholdelse af eksisterende og tiltrækning af nye elever.
Mens Dansk Energi viser, hvor den politiske opmærksomhed skal investeres, kører den politiske virkeligheden videre i sit eget spor.
Den politiske virkelighed - på vej i et rabbit hole?
Økonomer og visse politikere og medier er i færd med at brænde deres krudt af på at promovere en generel CO2-afgift som kernen i den grønne omstilling.
» Regeringen har selv sagt, at vi skal reducere med 70 procent. Hvis du ikke vil gøre det med afgifter, så må du gøre det på en anden måde,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. » Men denne anden måde er ikke omkostningseffektiv.« (Information)
Den teoretiske idé er, at opnå en ‘optimal’ vej gennem den grønne omstilling ved at det private erhvervsliv træffer beslutningerne pba. af forbrugsvalg med CO2-justerede priser. Det var denne tankegang, som satte Frankrig i brand med de gule veste. Concito har i en nylig meningsmåling bekræftet, at der kun er opbakning fra 37 pct. i Danmark. Der er kun flertal blandt den yngste aldersgruppe (18-29 årige, 45 pct).
Der er et lille flertal imod en generel CO2-afgift; dette konkluderet på baggrund af besvarelsen på spørgsmålet om, hvorvidt en generel CO2-afgift på alle varer og ydelser bør indføres for at fremme den grønne omstilling. Hertil svarer 37 pct. ”ja”, mod 43 pct. svarende ”nej” (fig. 2.4).
Spørgsmålet er, hvor meget det ændrer, hvis folk får fordyret deres hverdag med en CO2-afgift, men forhøjet en grøn check på skat.dk i kompensation. Der er f.eks. “markant flertal” for højere afgifter på markant klimabelastende varer, hvis der tilføjes en kompensation i skattelovgivningen.
For både at lande en grøn skattereform og undgå reformens upopulære sider, har politikerne stillet så mange betingelser op for reformen, at Bo Sandeman (AU) kalder opgaven “næsten umulig”. Det bliver spændende at se regeringens udspil, men der er grund til at være skeptisk om konkretiseringen af den teoretiske model realitsisk kan bringe os til 70 pct. målet. Selv hvis der skulle findes politisk opbakning, har tidligere departementchef i Skatteministeriet rejst det praktiske spørgsmål, “om det overhovedet er muligt at lave en velfungerende generel CO2-afgift?”
Mens Dansk Energi har snedkereret et virkelighedssnært udspil om de planlægningsudfordringerne i den grønne omstilling, er politikere, embedsmænd og journalister altså på vej ned i et rabbit hole med ukendte politiske, praktiske og økonomiske udfordringer ved at omdanne simpel teoretisk idé til en kraftfuld, hurtigtvirkende og velfungerende motor for den grønne omstilling.
Personligt mener jeg, at højere afgifter på CO2 og/eller særligt belastende produkter er et fint komplement til omstillingens planlægningsmæssige kerne. Det er omvendt bekymrende, når dette komplement gøres til arbejdshest og fortrænger hensynet til den nødvendige planlægning. Jeg vil i fremtiden skrive mere om CO2-skattens fordele og ulemper.
Dansk Energi berører desuden, at den strukturelle forandring af økonomien særligt vil ramme visse brancher. Konsekvenserne er ikke anlayseret, men er “vigtige at have for øje”. Det drejer sig f.eks. i transportsektoren, hvor mange mekanikere skal omskoles, når elbilerne for alvor gør deres indtog. Jeg arbejder for tiden på et udspil fra Klima- og Omstillingsrådet angående dette negligerede spørgsmål. Danmark får ikke en retfærdig grøn omstilling uden mere fokus på de beskæftigede som vil blive ramt af omstillingen. Mere følger på den front.